I går var en oplevelse, set i alle ordets fineste facetter. Det var smukt, dejligt, lærerigt, indbringende, hyggeligt og farligt. Efter i går kan jeg nu krydse tre oplevelser af på ting jeg ikke længere behøver at prøve: fanget ørreder i en grønlandsk elv – tjek, sejlet i 3-4 meter høje bølger – tjek, ligget sidelæns i en kæmpebølge millimeter fra at kæntre - tjek.Jeg må sige at jeg i adskillige dage havde set frem til den her tur. Jeg mener hvem ville ikke det? En hyggelig tur i godt selskab for at tage hen til en elv/sø for at fange store lækre ørreder? Nej, det lyder helt forfærdeligt, ikke sandt? Det eneste minus var at vi skulle af sted såååå tidligt. Overraskende nok kom vi da op til tiden alligevel. Vi stod op klokken 6, samlede vores ting, fik lidt morgenmad og tog ned til havnen. Vejret var dejligt, lyst og i det hele taget lovede det til at blive en tur af de rigtig dejlige. En af dem turister betaler formuer for, mens vi lokale stort set ikke betaler mere end den benzin vi bruger – og selv den er billig. En liter benzin koster 4 kroner og 27 ører, og det er efter at den er blevet sat op med 50 ører her i sommerferien, til stor forbarmelse for en del (der ikke har kigget på benzinpriser ude i den store verden).
Destinationen var Qorqut, en sø halvanden times sejlads og 45 minutters gåtur herfra (ja, man skal jo i land for at komme op til søen). Sejlturen var, som så mange sejlture heroppe, billedskøn med skyfri himmel, storslået natur og skær, man skal undgår. Så det gælder om at kende den rigtige rute og den havde Christian på sin kortplotter, så med ham i spidsen, med Anna Marie, Tea og Sine ombord, fulgte Camilla og jeg efter i Madicken, mens Dan og Gorm var bagerste båd i vores lille konvoj. Humlen i vores tur til Qorqut var at vi skulle ud forbi et stykke kyst der ligger lige ud til havet. Og havet er ikke nødvendigvis for småbørn. Her er der vind og bølger, hvis det lige er det havet har lyst til den dag. Og det havde det så. Bølgerne var meget store og vores lille konvoj fik hurtigt gyngende grund under os. Der var skumsprøjt, vind og meterhøje bølger der skulle rides, og at være i en åben båd, som Madicken betyder at du er helt sikker på at blive våd. Heldigvis var både Camilla og jeg iført vores flydedragter og det var mere sjovt en egentlig farligt. Vi havde i hvert fald ikke fornemmelsen af at det var direkte uansvarligt det vi gjorde. Men det var da betryggende at have 2 andre både i nærheden, hvis nu uheldet skulle være ude. Men efter at have rundet pynten normaliserede vandet sig nogenlunde og vi ankom snart til vores destination. Her fik vi en lille omgang morgenmad nummer to inden vi gik i land.
Turen op til søen gik langs elven, og det hele mindede aller mest om noget taget fra en turist reklame, og det blev kun bedre da vi efter at have fundet et godt sted hvor søen snævrede ind. For her var der fisk. Også i den grad. Christian var den første til at få bid. Og efter kort tid havde alle fået der første ørreder. Nu er jeg ikke den store fisker. Jeg mener det er ingen kunst at pilke torsk i et hav hvor de nærmest kæmper om at bide på, og det her med at bruge en fiskestang, virkede som om at det krævede lidt mere talent en at putte en line i noget vand og vente på bid. Men det er det egentlig ikke. Der er godt nok lidt kaste teknik for at få blinket ud, men det er også lidt det. For de skal nok bide på. Nå, ja, for de fiskeinteresserede så skal det siges at vores ørreder blev fanger med blink og en spinder, det vil sige en krog der faktisk er tre kroge i hver sin retning, så når fisken bider fat, så kan den i realiteten får bidt over tre kroge på en gang og derfor have super svært ved at smide krogen. Så, nej det var ikke fluefiskeri (som jeg dog tror er lidt sværere). Efter et par timer havde vi fanget en god omgang ørreder og besluttede at det var tid til lidt frokost. Mmmmmmm… frisk varmrøget ørred og dertil frisk grillet ørred med kartoffelsalat, bønnesalat, friskbagte boller med humus og oliven tapanade (den sidste er så ikke lige mig, men den slags er der jo andre der sætter pris på). Det var lækkert. Og efter frokost fangede vi så nogle flere ørreder. Jeg må lige blamere mig slev lidt her, for jeg fangede jo nok den ubestridt største og flotteste ørred overhovedet. Og det var så også den første ørred jeg fangede. Da jeg fik den på krogen var det hurtigt at mærke at det her var en fighter. Den gav absolut ikke op uden kamp og jeg skulle da gerne give den kamp, hvis det var det der skulle til. Så vi begav os ud i en evigtgyldig kamp om viljen til overlevelse – jægeren mod dyret, manden mod naturen, mano o mano, eller rettere mano o fisko. Det blev hevet og slidt, leet og grædt, bandet og svovlet, hevet ind og givet snor, og efter hvad som virkede som flere år, accepterede fisken endelig sit nederlag og jeg kunne holde min pris op til verden og råbe så højt jeg kunne ”MAND VERSUS NATUR 1-0!” At det så i løbet af dagen blev noget lignende mand versus natur 6-23, behøver jeg jo ikke at råbe nogen steder.
Efter et par timer meres kamp mod naturens udsendte, så bestemte vi os for at det var tide at vende snuden hjemad. Sammenlagt havde vi det der lignede 30 flotte ørreder og jeg var ret glad for de fem respektindgydende og blændende eksemplarer jeg personligt havde føjet til puljen. Siden Tea gerne ville prøve at sejle i en åben båd, fik hun flydedragten på i stedet for min kone og vi satte ad sted mod hvad vi troede var en nogenlunde gentagelse af turen herind. Det blev det ikke ligefrem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar