min legekammerat har forladt mig

At arbejde i Grønland er nogle gange en mærkelig oplevelse. For en dansker er det sjældent en stilling du har tænkt dig at besidde resten af dit liv, og som oftest kun en mellemstation på de godt 2 til tre år, ja for nogle kortere. Selv skrev jeg kontrakt for tre år da jeg startede og har endnu ikke bestemt mig om det bliver ved de tre eller jeg tager et år mere. Mere end de 4 bliver det nok ikke.

Men er man på en arbejdsplads hvor folk i gennemsnit er i tre år, så betyder det også at en del udskiftning er en uundgåelig del af det daglige liv. De sidste par år er der en del der er smuttet fra vores lille ATI familie og i fredags betød det at vi måtte sige farvel til Karsten. Det var nu ikke kun ATI der måtte sige farvel til vores matematik og kemi lærer, men også mig helt personligt der måtte sige farvel til min betroede ven og kammesjuk. Jeg kan ikke tælle alle de gange Karsten og jeg har nørde-snakket computerspil, drukket en velfortjent øl i klubben mens vi indædt diskuterede de finere aspekter af popmusikkens indflydelse på vores liv og hvad der var godt og skidt, eller blot debatterede elever, undervisning, pædagogikum eller det altid populært emne kvinder over en smøg eller pibe i skolens rygerum. Han introducerede mig til klubben, var altid klar på en snak eller netcafe (men gik som regel før tid hvis han blev for frustreret over at blive dræbt for mange gange i træk) eller fik en mand til mand snak privat over en flaske rødvin. Han har om nogen (foruden Camilla) været min fortrolige og jeg kommer helt sikkert til at savne ham. Og jeg ved at han kommer til at savne os, og med lidt held mig.

For at sige farvel til Karsten på en behørig manér arrangerede vi torsdag eftermiddag en tur til Kangerluassuq, en nedlagt bygd. Vi var 15 af sted fra personalet og Camilla, inklusiv engangs grill med dertilhørende rensdyrkød, kartoffelsalt, salat, chips, øl, vand, vin, jordbær og naturligvis gaver til Karsten. Det skortede ikke på noget og selv vejret viste sig fra sin bedste side. Ikke en vind rørte sig mens vi dragede af sted i fem både. Det var en skøn og afslappet eftermiddag med masser af hygge, grill, bærplukning og fodbold. Et eller andet sted var det bare også lidt bedrøvet. Når man er nået så tæt på at tage af sted som Karsten var (han skulle af sted næste morgen), så var han kommet til ”sidste gang” stadiet. Det er sidste gang du rejser i båd her i landskabet. Det er sidste gang du nyder denne udsigt. Det er sidste grillstegte rensdyr, Sidste skoledag, sidste aften, sidste tur i klubben, sidste alt muligt. Lidt ligesom jeg havde det da jeg forlod Aalborg for to år siden. Og jeg kunne se det på ham, mens vi sejlede hjem mod byen igen. Han nød det. Landskabet. En sidste gang.

Nu lyder det så voldsomt at sige sidste gang. For jeg har da for eksempel siden hen været i Aalborg, men det var på besøg. Epoken var ligesom færdig og man er mere på gennemrejse end noget andet. Man er tilskuer og ikke deltager. Så uanset om Karsten kommer igen, så vil det være på besøg. Hvilket han da naturligvis er så hjertens velkommen til. Han har varslet et muligt julebesøg, men det kommer nok til at afhænge lidt af hvilken økonomisk situation han sidder i på det tidspunkt. For transaktionen fra Grønland til Danmark har ikke været uden økonomisk slagside for den stakkels mand. For eksempel får vi at vide, når vi bliver ansat, at de betaler for vores rejse og flytning både frem og tilbage. Hvad de ikke fortæller, er så at de kun betaler for vores tilbagerejse hvis vi ikke har taget ferie. Forstået på den måde at det ferierejsetilskud vi hvert år modtager (ca. 8.000 efter skat) skal bruges til vores tilbagerejse. Noget Karsten ikke vidste da han tog til Danmark denne sommer, var til jobsamtale, fik jobbet og tog tilbage for at gøre sine affærer i orden. Pludselig skulle han selv betale sin hjemrejse. Øv. Og så er der hans nye lejlighed, der lige koster en husleje + tre måneders husleje forud + tre måneders husleje i depositum. Gud bedre det. Tror de man har et pengetræ i baghaven når man skal leje lejlighed eller hvad?

Men Karsten er nu ved godt mod. Han glæder sig til sit nye job som Adjunkt og eftersom banken har været samarbejdsvillig, kan han tage til DK med fornyet mod og en god oplevelse rigere fra os. Spørgsmålet er bare hvad jeg lige gør nu min lejekammerat er forsvundet?