mit første rensdyr eller den beskidte (og klistrede) sandhed om jagt

JEG HAR SKUDT MIT FØRSTE RENSDYR! Jo det er sgu rigtigt! Jeg har simpelthen skudt Bambi, eller i hvert fald hans ældre bror. Og gud hvor er jeg træt og min krop ødelagt..

Vi var på jagt i går inde i Sønder Isertoq, samme sted som vi kun uger forinden havde været på hygge tur med svigerfamilien plus det løse. Jungletrommerne havde nemlig trommet en stille sang om at det her sted godt kunne være rimeligt frugtbart bekendtskab hvad angår rensdyr, hvis man blot man gik lidt længere ind i landskabet. Som sagt så gjort. Dan, Christian, Gorm, Signe og undertegnede tog af sted klokken halv syv om morgenen for at få så meget dagslys med som overhovedet muligt. Turen derind tager nemlig to timer i båd og det bliver mørkt igen ved 20.00 tiden, hvilket efterlader cirka 9 timer til jagt. Det lyder måske af meget, men det er det ikke. Den tid gik rigtigt hurtigt.

Men vi ankom til stedet, kom i land og begyndte den lange vandring ind mod ’stedet’. Lige nøjagtigt hvad stedet var, var vi ikke helt klar over, da ingen af os havde været på jagt på dette ’sted’ før, så tog den på gefühl og håbede på det bedste. Adskillige bakketoppe senere kunne vi se at landskabet skabte en dal, hvor der kunne være gode muligheder for dyr. For at maksimere vores chancer for en succesfuld jagt delte vi os i to, Chr., Gorm og Signe der gik højre og Dan og mig der gik venstre om denne ’dal’. For rigtig dal var det faktisk ikke helt. Mest af alt lignede det noget der engang var en sø og nu var forsvundet og havde efterladt et moset terræn, man helst ikke skulle gå i. Så vi gik langs ’kysten’ på klippet terræn (langs et fjeld), men ingen dyr så vidt vi kunne se omkring os. Forholdene var ellers ganske optimale. Det var overskyet, gråt, men uden nedbør. Over hele landskabet lå der dog et fint lag nyfalden sne, hvilket også betød at var der dyr, så ville vi kunne se sporene af dem ganske tydeligt. Og så var der vindstille, hvilket også er et stort plus, eftersom medvind advarer dyrene lynhurtigt om menneskers tilstedeværelse. Så vejret fejlede ikke noget set fra et jagtmæssigt synspunkt.

Efter en ekstra halv times traven (ca. halvanden time fra båden) nåede vi en lille del mellem to fjelde. Fra vores plads lidt op af den ene side kunne vi endelig se dem – rensdyr! Og mange af dem. På fjeldet på den anden side løb en flok på godt ti dyr. Og med mine falke øjne spottede jeg endnu en flok længere henne af fjeldet på 6 dyr. Så dyrene var her. Problemet var bare at der stadig var godt 3-400 meter over til hvor de var og hvor løb de hen hvis de opdagede os? Skulle man gå op for at jage dem ned eller omvendt. Mens Dan og jeg debatterede hvordan vi kom over til alle disse dejlige dyr, blev vores snak afgjort af et kalv der stille og roligt traskede nede i selve dalen kun 150 meter fra os. Og et par minutter efter blev den efterfulgt af et ungt rensdyr på et måske to år. Pludselig var der altså to rensdyr i vores umiddelbare nærhed uden vi behøvede at rende op og end af fjeldsider. Super. Nu var kunsten at komme tæt nok på dem til at skyde dem uden at skræmme dem væk først. Den bette af dem var ret så nervøs og kiggede hele tiden omkring, og hver gang vi forsøgte at liste os frem, stod den som stivnet, opmærksom og kiggede i vores retning. Jo, den var blevet opdraget godt. Vi var lidt i en dilemma. Vi kunne gå frem og skræmme den væk, eller blive og ikke kunne ramme den. Jeg valgte det første og håbede på at hvis vi skræmte den ene væk, at den anden ikke per automatik ville følge med. Det gjorde den heldigvis ikke. Jeg havde ikke kommet 20 meter ned af fjeldsiden før at den bette stak af. Den havde lugtet lunten og pilede af sted så hurtigt dens ben kunne bære den. Men den anden havde ikke opdaget noget som helst og var i gang med et festmåltid af en busk, så den havde andre ting på tankerne. Jeg listede mig tættere på og måtte holde et par stop undervejs eftersom sneen knirkede uhensigtsmæssigt meget og rensdyret så småt var ved at ane uråd. Efter mange minutters nervekrig og listen ind, var jeg endeligt inden for rækkevidde. Jeg lagde mig ned, lagde an, slå sikringen fra, tog øjet til kikkertsigtet og ventede. Jeg ville ramme den rigtigt. Ikke noget med skamskudte dyr der hoppede rundt i halve timer til mig. Det skulle være et clean skud og sådan som den stod nu, var det ikke muligt. Den stod skævt for mig, og jeg ville gerne ramme den i halspartiet. Jeg kunne se at den nogle gange vendte hovedet mod mig og når den gjorde det blottede den halsen. Nu havde jeg min chance. Vendt til næste gang den vender hovedet. Den vendte sig. Træk vejret ind. Holdt det. Skyd. BLAM! Dyret væltede med det samme om på siden og lå helt stille. Jeg havde ramt det præcist hvor jeg ville. Og nej hvor mine ører rungede. Jeg havde i min sniger iver glemt at få ørepropper i, og skuddet gjaldede stadigt i mine ører og adrenalinen i mine årer, da jeg gik ned til det døde dyr. Helt dødt var det dog ikke. Det brugte lige et halv minut på at udånde, ligge og blinke lidt, spjætte et par gange med benene og det var så det. Jeg fik helt ondt af det da det lå der, men det kunne jo ikke betale sig at blive blødsøden nu. Men med de store brune øjne kan jeg da godt forstå at visse folk bliver bløde i knæene og synes det er da forfærdeligt synd for det stakkels kræ. Man må bare også acceptere at kræet også er mad. Det smager godt og sådan er det.

Når man ser jagt på films, så er det altid vildt spændende indtil de skyder – bang. Og så klipper man derefter over til hvor de alle sidder fine og nyfriserede sidder omkring et lejrbål og steger deres fantastiske fangst. Falsk markedsføring siger jeg bare! For sandheden er noget anderledes. Man tager jo ikke bare dyret på nakken og daffer hjemad. Først skal pelsen flåes af, indvoldene ud, klovene af, hovedet af, og dyret deles i to, som man så tager på nakken og går med de her min. 40 kilo kød den halvanden times tur tilbage på båden i absolut alt andet end jævnt terræn. Og alt dette gjorde jeg stort set alene. Dan var min guide i hvad det var jeg skulle gøre ved min fangst. Jeg havde en vag idé, eftersom jeg jo også havde været med til at partere vores moskus sidste år, men rækkefølge etc. havde seriøst brug for en genopfriskning. At flå skindet af er det mindst problematiske. Det handler stort set om at lave nogle snit de rigtige steder (langs bugen og op langs benene) og så hive skindet væk fra kødet. Indvoldene derimod kan godt gå hen og blive lidt af en oplevelse. Den opspilede mave og de mange meter tarm og fordøjelseskanalen skal man tage med nænsom hånd så der ikke går hul ud i kødet (for mave indhold på kød er lige med bakterier, og det er ikke super). Og så er det ret klamt. Men jeg gik i krig uden at kny. Så jeg kan nu med sindsro i stemmen fortælle at jeg nu har oplevet at have hænderne i masser af indvolde, samt en stor pøl af varmt blod. Øv hvor er frisk blod klistret og nej hvor så jeg ud da jeg endelig var færdig med mit dyr. Mine bukser var en kombination af våd og blodig, det samme med min trøje og hænderne var røde og klistrede. Men jeg havde selv gjort det. Der var ingen babysitter her. Det var mit dyr og så skal man også selv stå for det. Sådan er det. Mens jeg gjorde mit syr klar til transporten hjem, havde Dan taget længere ind i dalen og selv skudt et dyr, Som han så fik parteret og kom tilbage med. Og heldigvis var Signe også kommet i mellemtiden, så hun kunne hjælpe lidt med at bære. Ikke rensdyret. Det skulle vi selv, ligesom traditionen dikterer. Men hun fik så æren af at tage vores tasker, hvilket efterlod mig med ’kun’ fyrre kilo kød på ryggen, et gevær over nakken og et styk pels under armen. Signe kunne så fortælle at det andet hold med Christian og Gorm ikke havde været så heldige på den anden side. De var nu tilbage på båden og afventede vores ankomst. Klokken var u også ved at være mange og vi skulle skyndes os til bådende hvis vi skulle være hjemme inden mørkets frembrud. Den halvanden times march jeg fik mig der var hård. Benhård. Men jeg havde sagt til mig selv at jeg ikke ville holde pauser. Jeg ville ikke have det her dyr på nakken længere end nødvendigt og jo hurtigere jeg kom til bådene jo bedre. Så jeg travede af sted kun afbrudt at meget små (5-10 sekunders) ”åh-gud-jeg-tror-jeg-dør” ophold, eller de 15 sekunder jeg tillod mig selv at nyde synet af det store vandfald (”nej, hvor er det flot, af sted igen”).

Det korte og det lange er at jeg ankom fuldstændigt gennemblødt af sved, med en krop der ikke får normal førlighed lige med det samme, men... med et rensdyr jeg selv havde skudt og parteret. Jeg er nu kommet et skridt nærmere at få status som indfødt. De andre kom lidt efter og to timer senere nærmede vi os Maniitsoq by, ikke et minut for tidligt. Tusmørket var faldet over os og alt kunne kun ses i konturer. Men vi havde nået det og nu skulle Dan og jeg først lige på skolefabrikken og skylle kødet og få hængt det op til modning, før vi kunne tage hjem til et velfortjent hvil.

Heroppe har man noget man kalder ”den første af altings fest”. Barnets første skridt, første tand, første skoledag, første fisk, første rype, første rensdyr, første alt muligt. Alt er anledning til kaffemik, så i morgen er der kage på skolen. Jeg skal bare lige have bagt den først.