Julefrokost part 2: Stuck i Kangerlussuaq

Det er nu mandag formiddag og jeg sidder i kangerlussuaq og venter på mit fly til kbh, der desværre er forsinket. Så længe det kommer og flyver igen med mig ombord, så går det nok det hele. Jeg var godt nok lidt bange for at det ikke skulle lykkedes at komme fra Maniitsoq her i dag. Der var god vind, sne og overskyet, ikke lige frem ideelt for en indflyvning. Men ca. 20 minutter forsinket ankom flyet og lettelsen var til at mærke for de ventende passagere, mig selv inklusiv. Vi skulle så lige omkring Sisimiut før ankomsten til Kangerlussuaq, men det kunne vi ikke. Der var simpelthen alt for dårligt vejr i Sisimiut til vi fik lov til at lande. Vind med hastighed op til 45 knob var lige i overkanten, så der er nogen der ikke kommer hjem derfra i dag. Surt. Men det er jo slet ikke det, den her blog skal handle om. Der var jo noget med en julefrokost, jeg lovede at skrive noget om. Faktisk lovede jeg vist at jeg skulle skrive den allerede i lørdags, og jeg fik da også begyndt, men det at lave ingen ting overhovedet fik alligevel top prioritet og jeg blev ikke færdig. I kan da lige læse mit lørdags skriblen.

”Av… mit… hoved. Ja jeg er stadig ikke helt kommet mig over mine tømmermænd, men jeg har ikke længere kvalme og det er faktisk lykkedes mig at spise noget (frysepizzaer igen igen yay). Jeg skal dog ikke bevæge mig for hurtigt for så få man den der hammer banket ind lige mellem øjnene igen, og det selv om jeg allerede har taget to hovedpinspiller.

Dagen er gået med at lave absolut så lidt som overhovedet muligt. Så Pikmin på nintendoen og scrubs på dvd’en har været i høj kurs. Jeg har dog været uden for, da jeg var løbet tør for sodavand. Ja jeg ved det, dårlig planlægning. Man tager ikke til julefrokost uden at have ”dagen derpå back up” klar.”

Sådan var ordene i lørdags. Ja, jeg havde det faktisk ret elendigt. Det bunder nok i bund og grund i det faktum at jeg er blevet en svagpisser. Så er det sagt. Der var en gang man kunne drikke uanede mængder af alkohol uden at lige skulle drikke en cola for lidt ligevægt, drak lidt mere og så lidt til og derefter cyklede hjem langs togskinnerne plørestiv, væltede på cyklen og stod op næste morgen for at skulle øve fyrkatspil på et eller andet ukristeligt tidspunkt. Det kan jeg bare ikke mere. Hverken drikke meget, cykle i beruset tilstand eller stå op næste morgen som om intet var hændt. Jeg er kommet til det stadie i mit liv hvor der ikke skal så pokkers meget til før mit overjeg kicker ind og begynder at beklage sig ”nu har du da vist lige fået rigeligt indenbords” og det krydres så med et mindre psykosomatisk kompleks der hedder ”hvor jeg nu mener jeg har fået for meget må det betyde at jeg så også skal have kvalme… nå men så her, nu har du kvalme” og siger overjeg’et ”der kan du selv se, du har kvalme, du er jo alt for fuld, gå dog hjem”. Og det gør jeg så. Som regel. Under alle omstændigheder vågner jeg altid op næste morgen og har det rigtig skidt.

Crap. Har lige fået at vide over intercommen at flyveren ikke kan lande endnu pga. glat landingsbane, men at vi vil få yderligere oplysninger om 20 minutter. De har bare at lande ordentligt og få mig med.

Selv Julefrokosten var fin og rigtig hyggelig og dejlig.

----

Ok det var vildt. Jeg havde lige skrevet overstående sætning og hvem støder jeg på her i lufthavnen? Mikkel. En af min helt gamle legekammerater fra Fjordparken og en jeg gik i parallel klasse med. Det er eddermanme syret. Så ham har jeg lge fået en god snak med. Han bor i Nuuk og har gjort det i halvandet år sammen med kæresten og deres lille søn, Anton, der er 2 år. Og lad os bare sige at Anton har godt ild i røven, men sød er han. Mikkel og familie skal til Hobro og fejre jul, så mon ikke jeg ser ham der lidt senere.

Udover det er flyet endelig landet, så det ser ud til at jeg kommer af sted i dag. Forsinket, men det er da bedre end slet ikke at komme af sted. Tilbage til julefrokosten.

Festen var som sagt fin, selv om der ikke lige var så mange man havde regnet med. Der var dækket op til 24 men som dagen fremskred fandt vi ud af at vi nok nærmere blev 12, så vi amputere bordet lidt så det ikke så helt ud som om at ingen gad være der. Selv om vi ”kun” var 12 betød det ikke at vi lavede mindre mad. Nix. Mad havde vi nok af. Omkring klokken 17.30 satte vi os til bords og begyndte i det helt umenneskelige fråseri og nej hvor var det godt. Fiskeret, frikadeller, flæskesteg, medister, flødekartofler, grønkål og så videre og så videre. Det skal siges at vi gjorde en indsats, men vi fik altså ikke bugt med den anseelige mængde mad. udover maden var der naturligvis øl, sodavand, rødvin, hvidvin, vodka og til sidst snaps, masser af snaps. Der var både rød aalborg, porse, dild snaps, juleakvavit og export snapsen. Jo, snaps var ikke det vi manglede. Og igen må det siges… vi gjorde en indsats. Men jeg forsøgte ikke blande alt for meget, så øl og snaps bestod min væske balance af det meste af aftenen, kun lige suppleret med en enkelt cola lidt sent på aftenen.

Efter mad var der gaver først fra ATI til os. Vi fik hver en kurv med en snild blanding af slik, frugt, en lommekniv (den er ret sej) og en lille papirlap med et billede af en 1gb memorystick. Masanti havde dem ikke lige hjemme, men så snart de kommer hjem, så får hver af lærerne en, så det er jo ikke særlig ringe endda. Derefter fik vi gaver fra vores nisseven. Hende jeg skulle give en gave kom ikke til festen, hvilket da er lidt ærgerligt, men så længe der var en gave til mig, var jeg glad. Og det var der. Jeg fik en drinks shaker, så nu kan jeg lave en ond white russian, men i må komme til grønland for at smage den… Og så fik jeg en julet vin holder. Sådan en nissemand der holder vinflasken i en skæv vinkel på ryggen. Han fik så lov til at holde min flaske rød aalborg resten af aftenen. Derudover var der spæde forsøg på at lære grønlandsk folkedans, lange diskussioner om musik, Hobro det viser sig at min forstander er fra Onsild og har gået på nordre skole ligesom mig, ja verden er lille nogen gange), indianer/egyptisk dans om juletræet og mere snaps. Og øl. Og snaps.

---

Nå nu er klokken 14.00 og vi har stadig ikke forladt Kangerlussuaq. Vi kom godt nok ud i flyveren lidt over time forsinket, men så ventede vi der en times tid, før kaptajnen meddelte at vi ikke kom af sted lige med det samme pga. af vejret. Der sner meget lige nu og siden temperaturen er på mellem -2 og -6 er det er tung tøsne agtig konsistens, der ikke godt for hverken startbanen eller flyet. Og den bliver bare ved med at falde. Vi gik af flyet med en melding om at vi gør et forsøg igen om fem timer, hvilket nu vil sige 4 en halv. Hvis det så lykkedes der, ankommer jeg en gang klokken 2 i nat i kbh. eller lignende. Og det er kun hvis vi kommer af sted. Ellers hedder det overnatning i Kangerlussuaq og et forsøg igen i morgen tidlig. Man jeg håber jeg ankommer i nat, eftersom planen hed at tilbringe hele dagen og natten med Camilla i morgen. Det er jo noget jeg sådan set helst ikke vil gå glip af nu jeg ikke har set hende i 4 måneder… suk. Men igen, det er jo ikke noget man kan hidse sig op over. Det er Grønland og vejret er bare noget man må affinde sig med. Ærgerligt, men shit happens. Nu har jeg da i det mindste fundet ud af at der er trådløst net (som man selvfølgelig skal betale dyre domme for) så nu kan jeg da opdatere bloggen og ellers lige skrive mail og advare nogen om den forsinkede ankomst.

Det bliver en lang dag.