Ringenes hvad for noget?

Filmaften! Yay. Hurra. Endelig. Yes sir. Hvornår var det nu det var? Er det nu? Nå, den film. Jeg vil helt vildt gerne men.. Det er super fedt du gør det, men jeg kan bare ikke lige. Lige meget. Nevermind. Var det i går? Ejj, hvor ærgerligt… Suk.

Nå, så brugte jeg endnu en weekend på filmklubben. Nu det er jul skal man jo se Ringenes Herre (ja det er ikke noget jeg har opfundet, det skal man bare) og det skal de da også have lov til heroppe. Og siden jeg jo er eneherskende diktator for livstid i ATIs Filmklub skal de så sandelig have det på stort lærred og med høj musik. Ja tak. Men det er jo en 12 timers forestilling, så hvordan kringler man lige den, siden det ikke er mange der orker 12 timer i træk, mig værende en undtagelse naturligvis.

Jeg bestemte mig for at fredag klokken 20.00 kunne man se ”Fellowship of the Ring” (nummer 1), og så lørdag henholdsvis ”Two Towers” (nummer 2) klokken 16.00 og ”Return of the King” (3’eren) klokken 20.00. Stadig lidt optimistisk eller i hvert fald ambitiøst med 8 timer lørdag, men på en god dag og i medvind og alt det der. Jeg var bare klar over med mig selv at jeg ikke gad at bruge 3 dage på at se dem. Søndag vil jeg gerne have for mig selv. Om søndagen går jeg rundt for mig selv og er søndags grim i pyjamas, spiller World of Warcraft og snakker med kæresten. Det er min dag og skal jeg se film, bliver det alene.

Fredagen kom og der kom faktisk lidt folk. Karsten naturligvis, men også Signe, René og Ulrik fra Masanti og Ulrik havde sågar konen med. Derudover var der også et par elever, så vi sad og hyggede os indtil lidt i 24.00 da filmen blev færdig. Fuld af fortrøstning tog jeg hjem og gik og glædede mig til at se næste film i godt selskab næste dag. Sådan skulle det naturligvis ikke gå. Langt fra.

Næste dag dukkede Karsten, René (fra Masanti) og Elisabeth (den ene elev fra dagen før) op til klokken 16.00 og ”The Two Towers”. Signe vidste jeg godt ikke kom, men jeg havde forventet Ulrik og konen, der da havde glædet sig til det dagen før. De har dog børn og sådan nogen tager tid og sårn, men René sagde at de ville komme til klokken 20.00 eller at Ulrik ville, da han vidst havde snakket noget om at gå lidt i byen. Vi fik da set filmen og var færdig lidt før 20.00, hvor Elisabeth måtte gå, da hun skulle lave mad og hun ikke lige havde fået fat i (før vi fortalte hende det) at vi skulle se nummer 3 med det samme. Karsten smuttede også, da han ville hjem og kigge på sin computer. Den mand har haft flere problemer med sin computer den sidste måned, end jeg har haft de sidste 3 år. Stakkel. Tilbage var så René og René (Dupont og Dupond), da Ulrik alligevel ikke kom og ingen andre fandt vej.

Så meget for julefilmen alle skal se og kunsten at gøre noget for nogen. Det er i hvert fald svært når der ingen er at gøre det for. For man skal ikke altid gå ud fra at ting arter sig som man nu går og håber. Som René sagde til mig da vi havde netspils dag ”Assumption is the mother of all fuck ups”. Og det kan han da have noget så grueligt ret i. Her oppe kan man godt føle at man ikke skal forvente at man gør en forskel. Nej, det er måske forkert. Måske mere at man ikke skal forvente, at hvis man gør noget, at folk så lige synes det er fedt. Eller også skal man bare ikke forvente noget. Hvis du ikke forventer noget, så bliver du ikke skuffet. Er det ikke det man plejer at sige?

Nå ja, brok brok brok. Nu skal i jo ikke tro jeg sidder med vinterdepression og er halv vejs på vej ud af vinduet med løkken om halsen. Jeg er egentlig ved ganske godt mod, bare lidt muggen over at når man gør noget for nogen at der så ikke lige er 10 personer der synes det er fedt. Det virker bare sådan lidt… ligegyldigt. Og man vil jo gerne betyde noget for nogen. Gøre en forskel og alt det der. Men, om ikke andet så var det da en god film. Og så har jeg hugget projektoren med hjem så gæt lige hvem der skal spille world of warcraft og nintendo på væggen i morgen?