den store blog uge #1: hvor har du været?

Puha, det er godt nok ved at være lang tid siden sidst. Over to uger for at det ikke skal være løgn. Så kan det være så som så med gode intentioner og høje løfter om hyppigere skriveri, når jeg bare lader jeg i stikken i to stive uger. Sikke da an tølper. Men det er nu heller ikke fordi jeg har lagt på den lade side. Jeg har forberedt den teoretiske PG eksamen, været i Nuuk til selve eksamen, spillet firmafodbold, undervist, vejledt, vænnet mig til at bo sammen med min kone (og ved samme lejlighed brugt en masse tid sammen med hende), fejret alcoa placering (det blev Maniitsoq), været til generalforsamling i klubben, spillet world of warcraft (det skal jo også passes), hjulpet med Karstens flytning (nej, jeg var ikke syg), været til tandlæge igen igen (ingen rodbehandling denne gang), været til VHF kursus indtil flere gange, besøgt gamle venner, været stand in IT mand på skolen og sikkert alt muligt andet jeg ikke lige kan huske pt. Men alt det har jeg jo ikke skrevet en eneste linie om, hvilket egentlig er ret så for dårligt. Derfor har jeg givet mig selv en udfordring - denne uge skal jeg skrive et nyt blog indlæg hver dag. Jeg lover ikke det bliver en roman per dag, men planen er at komme i gang. Der er en masse jeg ikke lige har fået fortalt, så hvorfor ikke tage sig lidt sammen, når man nu har chancen. Og så det også som om at man har lidt mere overskud nu denne her PG eksamen er ovre. Og det er vel også et godt sted at starte.

Karsten og jeg tog til Nuuk her i torsdags, da vi skulle ned og forsvare hvert vores afgangs projekt. Vejret var lidt ustadigt, men med en to timers forsinkelse nåede vi da frem. Så alt var ajunngilaq. Vi ankom til hotellet og siden det var Hotel Hans Egede var der jo ikke noget at klage over. Rummet var fint, med en fantastisk udsigt over til Blok Y eller hvad den ellers hed. Grim, grå og sørgelig. Og man følte lidt sig lidt beluret når man var i værelset med gardinerne trukket fra. Det kunne man så bare lade være med. Men der befandt jeg mig så i Nuuk, med udsigt til en faldefærdig blog og med en eksamen næste dag hængende over hovedet. Jeg kunne kaste mig over bøgerne og håbe på det bedste eller jeg kunne gøre noget der kunne får mig til at tænke på noget andet. Så det gjorde jeg så. Det sidste altså.

Landet ligger nemlig sådan at for en lille måned tid siden rejste et par, Mikael og Maja, sammen med deres lille datter Silje til Nuuk. De er de dejligste mennesker jeg kender fra min tid på Studenterhuset i Aalborg, og selvfølgelig skulle jeg da benytte lejligheden nu jeg var i Nuuk til at besøge dem. De bor i Nussuaq, og det viste sig at de kun boede omkring 100 meter fra hvor jeg selv boede som barn i fire år. Det var hyggeligt at se dem igen. Tro jeg sidst så dem for lidt over et år siden, men de lignede sig selv, bortset fra at Mikael havde ladet løvemanken falde. Han har lige så længe jeg har kendt ham (og det er efterhånden ved at være et par år) haft det største, længste, krøllede hår, men et dertil hørende on/off gedeskæg. Men det var der ikke noget af. Lidt skæg var der, men ikke som før. Han så jo helt… voksen ud.. Ak, det går jo den vej. Men under alle omstændigheder så gik der ikke lang tid før snakken faldt på hvordan det gik derhjemme i Aalborg, hvem der var hvor og hvem der havde gjort hvad, fået job, stadig var på huset, var kommet videre eller blot gået i stå. Altid godt med en update om gamle hoveder. Efter en god aftensmad og et par øl (kun 2, jeg skulle jo til eksamen næste morgen), lidt mere diskussion, denne gang om Grønland, politik og den slags opløftende emner (jo, det var sarkastisk) tog jeg hjem til hotellet. Klokken var omkring halv ti, og efter at have læst lidt gik jeg i baren med Karsten. Der var på tide at få et par night caps mens vi snakkede lidt om morgendagens store udfordring. Men det blev kun til to øl (jeg skulle jo op næste morgen.. hov, havde jeg ikke sagt det før?). Til de nervøse læsere der sidder og tror det endte i ren øl maraton, så kan det siges at det gjorde det ikke. Vi kom i seng i ordentlig tid, men havde før det en glimrende diskussion om pædagogik, undervisning, teori, vores oplæg og forsøgte at støtte hinanden. Specielt Karsten var lettere nervøs, da han ikke havde haft tid til at forberede kæmpe oplæg med storslået power point præsentation. Men det havde jeg. Jo, jeg havde snydt lidt og havde hjemmefra forberedt et længere powerpoint præsentation, læst op på noget teori, der u begyndte at rumstere som en vanvittig inde i mit hoved. Som små puslespilsbrikker tørnede de rundt i mit hoved og jeg forsøgte febrilsk at få lagt de sidste brikker inden min eksamen fredag formiddag.

Hele fredag formiddag (jeg skulle til eksamen klokken 10.30) gik med ikke at spise særlig meget morgenmad, diskutere med mig selv på mit hotelværelse, perfektionere power point showet, der ikke helt ville som jeg ville, være nervøs, overbevise sig selv om at det ikke rigtig betød noget så længe jeg bare bestod, være lidt mere nervøs fordi jeg egentlig godt ville have en god karakter, og så endelig klokken lidt over 10 tage elevatoren til 5 etage hvor eksamen skulle tage sted i et af hotellets konferencelokaler.

Heldigvis var der gode nyheder da jeg kom op – Karsten havde bestået med bravur. Han havde fået et flot 10 tal, så kimen var lagt til noget godt. Håbede jeg. Tidligere var der så, fandt jeg ud af, givet både 8, 9 og et enkelt 11 tal, så det så da ikke ud til at de dumpede folk på stribe. Så jeg tog en dyb indånding og gik ind i løvens hule, til mine eksaminander Ib og Bo, samt censor (tror nok hun hed) Lisbeth. Men det gik stort set som planlagt. Jeg fik i hvert fald snakket en forfærdelig masse, brugt eksempler fra mine egen undervisning, bragt alt mulig teori ind i billedet, jeg ikke havde med i projektet, fik tegnet og fortalt, skrevet og forklaret og pludselig var der gået 30 minutter. Så kunne jeg spændt gå ud og vente på dommen.

Dun dun duuuuuuun… JEG FIK 11!!!! Yay mig. Følte mig lidt god da jeg fik det at vide. Det hjælper selvfølgelig alt sammen at jeg har taget 6 år på uni, og elsker at fordybe mig i teori, hvilket også var ordene fra censor. Hun fortalte at efter hun havde læst mit projekt, havde sagt ”hold da op, det var godt nok teoretisk” og havde virkelig håbet på at jeg kunne demonstrere en mere praktisk tilgang til undervisning til eksamen. Og siden det var nøjagtig hvad jeg gjorde, så var hun glad.

Resten af opholdet i Nuuk gik med at købe lidt gaver til fruen derhjemme, være til meget fin afskedsmiddag om aftenen, drikke lidt mere rødvin og øl og ellers vågne op næste morgen fuldstændig rundt på gulvet. Ikke fordi jeg var bagstiv eller havde misset mit fly eller noget så tåbeligt. Nej, mine briller var pist væk. Jeg lægger dem altid på natbordet ved siden af, og der lå de ikke. Jeg kiggede på gulvet men med mit begrænsede syn kunne jeg ikke se noget som helst. Heller ikke på skrivebordet, på toilettet, i mine sko (man ved jo aldrig), i jakken, under dynen, i sofaen eller… det var bare VÆK!!! Og det hjalp ingenting at tage kontaktlinser på. Mine briller var og blev væk. Jeg begyndte at tænke tilbage. Nej, jeg havde haft dem på mens jeg sad og drak det sidste glas rødvin på mit eget værelse mens jeg så en eller anden tåbelig serie på flimmer kassen. Så enten var de virkelig godt gemt eller også havde nogen fjernet dem. Og det sidste var lige lidt for paranoidt til at være sandt) så jeg tog en ekstra ekstra runde. Denne gang tog jeg sengen ud fra væggen og volia. Det vidste sig at der var en bred liste lige bag ved listen mine briller kunne ligge på, præcis så man ikke kunne se dem når man kiggede på gulvet. Hurra. Det kan godt ske de er vold gamle, men det er stadig de bedste briller jeg nogensinde har haft. Har forsøgt at finde et par nye, sidst jeg ar hjemme, men der var bare ikke lige ”dem” jeg havde lyst til at bruge en milliard på. Så det hjorde jeg så ikke.

Men jeg kom hjem lørdag formiddag til en dejlig kone og weekendhygge. Nogen gange er det ikke helt tosset at være mig.