torsdag, november 23, 2006

AKTION PACKED PEEWEEEE!!!!

Nå, det må i altså undskylde. Den sidste blog jeg skrev var da vist lige lovlig røvkedelig. Helt drænet for energi, entusiasme og action. Som min far sagde så kan man jo ikke være lige fantastisk hver gang (eller noget). Men det skal der laves om på. jeg kan jo ikke have at folk begynder at mure i krogene.. ”Renés blog? Nej den er jeg holdt op med at læse. Røvkedelig siger jeg dig. Total tysk socialrealisme, tsk… ” Nix, det går ikke. Så denne gang skal der action på bordet: Underholdning. Jeg vil lefle for den laveste fællesnævner og sende brød og skuespil til folket. Der skal være løgn, bedrag og blod på bordet (eller papiret.. ja ok, skærmen). Nu skal det være ACTION PACKED PEEWEEEE!

Så derfor vil jeg starte den nu action fyldte blog og sige at jeg har LØJET FOR JER! Jep, jeg har ført jeg bag lyset. Jeg er en bedrager og vil nu mæske i mit eget bedrageri… muhahahha… Så vågnede i op hva? På den anden side kan det diskuteres hvorvidt jeg faktisk har løjet, siden jeg i sagens natur bare har undladt at sige noget helt bestemt. Holdt det lidt for mig selv. Så løjet er måske lidt stærkt. Nej, nu holde jeg altså op. DET ER NATURLIGVIS BEDRAG AF DEN VÆRSTE SLAGS! Men hvad er så mit bedrag, mit store svig? Jo, jeg har nemlig fået en KÆRESTE! Og hvad så tænker i, men haha jeg har faktisk haft hende i 3 måneder. ”Vil det så sige at han har haft en kæreste fra før han tog af sted og slet ikke sagt noget?” spørger I hjer selv. Det er nemlig lige hvad det vil sige. (Ok, krydser lige løgn og bedrag af på listen).

Sagen er nemlig den at på Roskilde Festival mødte jeg en fantastisk pige, der desværre på det tidspunkt havde en kæreste, som jeg faktisk også synes var rigtig flink (nej, ikke at jeg er til fyre, ku stadig bedst li hende). Vi gjorde ikke noget der men der var kemi, og ret meget af den. Vi fortsatte tiden efter med at skrive til hinanden. Jeg havde fået Grønlandsjobbet på det tidspunkt, så det ville jo være dumt at begynde noget både fordi jeg skulle af sted i 3 år og så lige fordi at den dejlige pige jo havde en sød kæreste. Så vi bestemte os til at det her flirteri måtte holde op og at vi jo kunne mødes lige inden jeg skulle af sted i Kbh, nu jeg alligevel var der, men at det naturligvis kun skulle være som venner. Det er jo sådan noget der virker ... i teorien.

Vi skulle i Zoo have og om aftenen have en hyggelig middag og noget rødvin hjemme hos mine forældre (de var i Jylland). Og jeg var virkelig minded på at vi bare skulle ses som venner, hvilket holdt lige indtil det sekund jeg så hende komme ud af bussen hvor jeg stod og ventede på hende.. suk. Mit hjerte hoppede lige et slag over og jeg havde ikke lyst til andet end at gi hende et stort smækkys, holde om hende og aldrig give slip. Og hun havde det heller ikke meget anderledes. Vi kæmpede hele eftermiddagen i zoo med at holde en afstand vi ikke kunne og det hele endte som sådan noget gør… Så ja, vi gjorde alt det vi ikke skulle gøre, men det gør egentlig ikke så meget for jeg er fantastisk forelsket i tøsen, og nej hun har ikke en kæreste mere. Der gik ikke mange dage efter vores lille encounter før det var ovre, hvilket jeg stadig har lidt dårlig samvittighed over.

Orv, action indslag – de råber og skriger ovenpå igen. Lige nu. Og jeg mener råber. Hun stor tuder og han skriger.. ikke nogen ord, bare skriger. Måske skulle jeg ringe efter politiet. Nå ja, det har jeg jo ikke fortalt, de vækkede mig for et par uger siden to dage i træk klokken 2.30 om natten ved at råbe af hinanden. Og det var selvfølgelig ikke en lørdag så man bare kunne sove længe, nix det var selvfølgelig en tirsdag og en onsdag. Jeg har overvejet at sende dem et brev ”Det ville være mig belejligt hvis din kone og dig kunne indskrænke jeres skænderi og/eller slagsmål til fredag og/eller lørdag aften mellem 19.00 og 21.00. Derudover vil formiddagen på et hvilket som helst tidspunkt undtagen naturligvis weekenden passe mig glimrende også, der har i carte blanche”. Se om de vil reagere på den. ”Nå nu er der lidt ro” skulle jeg til at skrive indtil jeg lige hørte konen løbende skrigende ud af lejligheden og ned af trappen. Nu må man da gå ud fra der bliver lidt ro, da der vist ikke er flere i lejligheden han kan råbe af. Ja, undskyld jeg lyder lidt kynisk, men efter et par omgang med skrige parret bliver man lidt immun. (Krydser action af på listen).

Men ja, jeg har banket mit hoved mange gange ind i væggen over det vi har gang i. Altså, jeg bor i Grønland, hvilket ligger ret mange tusind kilometer væk fra Danmark, hvor hun bor. Så man støder ikke lige ind i hinanden. heldigvis er Skype og netkameraet opfundet, så der går en del aftener med at snakke med den søde pige. Orv jeg har da helt glemt og sige hvad hun hedder. Camilla. Mmmmmm.. Camilla…. Så I kan nok tro jeg glæder mig til at komme hjem til jul.

Pis, hun er tilbage. Altså ikke Camilla (desværre). Konen. Hvor dum har man lov til at være? Nå, det bliver åbenbart ikke i nat jeg skal have en velfortjent og uafbrudt nattesøvn… suk. Men actionpacked, det bliver det sgu.

Ingen kommentarer: