ud med snøren

Hold da kæft. Er lige kommet hjem for en time siden fra en helt fantastisk dejlig aften sejltur, hvor Per (forstanderen) og undertegnede tog ud for at fange os nogle rødfisk. Det hele startede med at han hen over middag sagde at hvis vejret holdt (det var rigtig godt vejr, skal det siges) så ville han ud ved fem tiden og se om han kunne finde stedet for rødfisk, og.. ja hvis jeg havde lyst kunne jeg da bare tage med. Nu er det sådan at jeg de sidste par dage har rettet opgaver i vildskab og forberedt mig som et besat dyr (også i min såkaldte fritid) så hvis der var noget jeg trængte til, så var det en tur væk fra min computer og mit skrivebord, men undervisningen til i morgen skulle jo også forberedes. Heldigvis havde jeg kun undervisning fra kl. 8 til 12.30 så resten af dagen kløede jeg på for at forberede mig så meget som overhovedet muligt til de kommende dage, så jeg kunne tage på fisketur med god samvittighed. Og da jeg fik fri klokken 16.00 var jeg masser af forberedt på de kommende dages og måske lidt af næste uges undervisning. Jeg stormede hjem, fik lige en enkelt rugbrød i munden fik gjort mig lidt klar, skiftet tøj og så ellers ud af døren igen, eftersom vi skulle mødes på havnen klokken 17.00.

Vejret holdt. Lad os bare sige det sådan. Der var eminent godt vejr og bølgerne var forholdsvis rolige, så i havde en dejlig tur ud til det sted, hvor der efter sigende skulle være rødfisk. Det er sådan med det at fiske i fjordene heroppe, at man kan sidde forgæves i timevis, hvis ikke man lige ved præcis hvor de er. Hvis man så ved det, kan man til gengæld hive dem i land en efter en. Det var sådan et sted vi fandt til torsk sidste weekend igen, men nu var det rødfisk det galt. Han vidste at der var et inde i en fjord et lille stykke fra maniitsoq, men i stedet for at tage direkte til det gps noterede sted ville han lige prøve lykken lidt i nærheden. Og gud ske tak og lov for det. Knapt havde vi smidt snøren i vandet og ramt bunden de der 60 meter nede før at vi fik bid (jeg fik bid først.. hehe). Og ganske rigtig – det var rødfisk. Der gik ikke mange sekunder efter jeg havde fået min første ombord på båden før per havde sin første med oppe også. Vi forsøgte en gang til og igen var der bid øjeblikkeligt. per var ikke langsom til at notere stedet på sin gps som ”rødfisk 3”, da det nu var det tredje sted han havde fundet med rødfisk, og efter havd jeg forstod klart det bedste. Fiskene bed på med det samme og de var store og lækre. Faktisk havde jeg to bid på en gang, men desværre mistede jeg den ene i min iver for at hive dem ombord. En anden ting du kære læser skal vide er at hiver man en fisk op til vandoverfladen fra 50+ meter dybt vand og gør man det hurtigt nok, så får fisken dykkersyge. Dens øjne bugner udaf og dens mave kommer ud af munden på den. Det er nemlig lidt smart, for mister man en fisk (hopper den af krogen) lige før vandoverfladen så i stedet for at svømme nedaf, så flyder den lidt op til vandoverfladen, før den kommer sig og tager af sted. Så er man hurtig nok, så kan man fange en fisk igen selv om den er hoppet af krogen. Men det var jeg jo ikke. Jeg havde ikke lige teknikken på at få en åleglat fisk op af vandet med de bare næver og per var i gang med at filme min kamp mod de røde fisk fra det store dyb. Så den forsvandt. Og det skete to gange at jeg mistede en fisk. Øv. Men det gør nu ikke så meget, for der var nok af dem og jeg hev dem ind uanset i et hidsigt tempo. Det eneste vi skulle gøre var at justere vores position, efter som vi drev lidt, og så ellers smide linen i, ramme bunden, hive lidt op, trække i snoren, og havde fisken ikke bidt på efter vi havde pilket max 5 gange, var vi det forkerte sted. Så træfsikkert var det.

Til sidst begyndte solen af gå ned og vi måtte også hellere vende snuden hjemad mens vi endnu kunne se noget. Vi havde et mindre væddemål i gang, mens vi sejlede hjemad, om hvor mange fisk vi havde fanget. Mit bud var 14-15 og Per mente alligevel at vi lå på 19-20 stykker. Og det vidste sig at han fik (mest) ret. 18 super lækre store (nogen større end andre) rødfisk havde vi fanget, da vi fik talt op hjemme på kajen. Heldigvis havde Per sprættet fiskene op og fjernet indvolde ude ved det hotte fiskested, så der var ikke andet at gøre end fordele aftenens fangst. Jeg nøjedes med en 6 stykker til at starte med, da jeg lige skulle se hvor meget plads der var en min lille fryser. per ville så en gang i morgen fileterer et par af de andre til mig, og så skulle jeg sige til når og hvis jeg havde plads. Det fandt jeg så ud af, da jeg kom hjem, at det har jeg snildt plads til. Efter jeg fik hakket hovederne af mine seks fisk, fyldte de jo ikke mere end at der sagtens er plads til 6 til hvis det skulle være. Så nu er der 5 lækre fisk i min fryser og en i mit køleskab, for gæt lige hvad jeg skal have at spise i morgen aften…