bloguge #2: All in!

I går var meget lang og meget travlt så selv om jeg lovede amar halshug at ville skrive en blog så blev det kun ved tanken. Faktisk er onsdag nok den hårdeste dag på ugen, eftersom den indebærer 6 timers undervisning, 2 timers grønlandsk og en fyraftens øl i klubben. Ikke at det sidste er hårdt, mere blot en til trængt pause. Normalt ville min onsdag så slutte der med at Camilla og jeg ville tage hjem fra klubben lave noget sen aftensmad og så slappe af foran flimmerkassen lidt inden vi kastede os i seng. Men i går var der først undervisning, grønlandsk, en øl i klubben, skynde sig hjem, smøre et par franskbrødsmadder og så ud af døren, da Per havde inviteret til denne sæsons anden Settlers kamp. Vi har i år fået en meget sen start da Per jo lige havde en lang ferie i New Zealand. Men vi er startet nu og årets første kamp sidste uge vant Jonas. Det er som regel Jonas, Per og undertegnede der udkæmper de (knapt så) blodige slag om verdensherredømmet, men i går havde vi en fjerde mand med Morten, der er gæst hos Per. Han har boet heroppe før og efter sigende lidt af en haj til det der Settlers. Så jeg regnede ikke med at vinde over nogen som helst. Men det gjorde jeg! Yay mig. Det handlede vidst mest af alt om at jeg havde fået tiltusket mig spillets bedste felt og at terningerne blev ved med at slå det nummer. Så lidt held og et par gode kombinationer og vupti – 3 timer senere har jeg vundet. Selv om Jonas ikke var tilfreds med at tabe på nogen måde (det var nu heller ikke hans dag i går), så havde han det okay med at det ikke var dem udefra der gik ind og tromlede de lokale (selvfølgelig sagt med et smil), og det kan der da være noget om.

Derudover render jeg rundt med en dræbende hovedpine for tiden. Jeg tror den mest af alt er affødt af spændinger i nakken, som igen måske er kommet af 1) min mega dårlige sovepude og 2) badminton. Nu har vi (vi er fast en lille gruppe på 5-8 venner) efterhånden spillet næsten hver tirsdag siden et godt stykke før jul og jeg har en fejl, når jeg spiller badminton. Jeg går hele vejen. Hvis der er en bold der ser helt umulig ud, men der måske er 5-10% chance for at få hvis man kastede sig, så kaster jeg mig. De fleste almindelige folk (folk ved deres fulde fem) havde nok kiget på bolden og tænkt, ”den kan jeg ikke nå”, eller ”hvis jeg får den kommer det til at gøre nas”. Men ikke mig. Jeg kaster mig i bedste matrix stil ind over banen til højre og venstre, hvilket indtil videre har kostet mig et par ømme ben, knæ, forstrukne muskler og sidst en meget øm lillefinger. Og hvis jeg ikke tager fejl – spændinger i nakken. Men jeg bliver nu ved med at give de der ekstra procent, også selv om det nogen gange ser ud til jeg lægger mere ned an står op under en kamp. Jo jo, det er da træls når man virkelig har givet sig og ikke når bolden, men på den anden side er det fedt når man endelig tager sådan en ”umulig” bold. Så er det fedt igen. Og så skal man jo ikke kimse af de beundrende blikke man får. Eller hovedrysten over sådan en gammel mand, der går all in, som Mikael siger det.

Hvis så bare den her hovedpine kunne gå væk. Måske skulle jeg begynde at strække ud…