Store beslutninger og meget lykkelige omstændigheder!

Camilla er gravid! Simpelthen. Vi skal have en bette. Camilla skal være mor. Hold da kæft. Det må så betyde at jeg skal være far! Jeg kan ikke helt lade være med at sidde med et saligt smil, når jeg tænker over det, for det er noget jeg har ønsket mig brændende, nærmest lige siden jeg mødte Camilla. For hun var jo og er den eneste ene. Og det har jeg jo vidst siden jeg mødte hende første gang, hvilket også er grunden til vi jo har taget det hele lidt bagvendt. Gift, flyttet sammen og nu forældre. Om en rum tid dog.

Bare lige for at få det på det rene – nej, det er ikke noget vi lige så lige har fundet ud af. Vi har vidst det i lidt over en måned. Men siden det var meget tidligt i forløbet turde vi ikke helt sige det til gud og hver mand. Men tiden går og vi burde være omkring de 12 uger nu, så nu tør vi godt gøre det officielt.

Faktisk ved vi ikke helt præcis hvor langt Camilla er henne endnu, for scanning heroppe er ikke sådan lige til. Den eneste der er i stand til at lave en scanning er i Danmark til undersøgelse (har ikke helt fået fat i om hun selv fejler noget, eller er i Danmark for at undersøge nogen), så indtil videre er det tidligste vi kan få en scanning 3. marts. Bah. Forsigtige beregninger sætter dog terminen til en gang i august, selv om intet er sikkert endnu. Vi har brug for den pokkers scanning. Men sådan er det jo heroppe. Til gengæld har Camilla været til en flink jordemoder og fået et tjek, samt et hav af vitaminer, hun skal spise hver dag.

At vi venter barn fandt vi ud af juleaftensmorgen, ved at Camilla kom ind med en graviditets test med en lille hvid sløjfe om, et usikkert smil og sagde glædelig jul. Og jeg har aldrig fået en bedre julegave nogensinde. For, nej, det var ikke en smutter, som det så smukt hedder i fagsprog. Tværtom. Vi har forsøgt det sidste halve års tid at blive under ”lykkelige omstændigheder”, men siden Camilla først lige havde stoppet med p-piller var hele det dersens biologiske cyklus fuldstændig ødelagt. Så menstruation på menstruation udeblev og vi havde ikke rigtig noget tidspunkt at gå efter. Vi ”skød i blinde” som det også hedder sig i fagsprog. Men ramte alligevel plet, åbenbart. For lige nu bliver Camillas mave stille og roligt større, hun er enormt træt hele tiden (meget normalt i første trimester), hun er så godt som konstant sulten og så lider hun voldsomt af kvalme. Og jeg forsøger at støtte så godt som jeg nu engang kan. Ikke altid nemt når man virkelig skal gå for et dag til dag middagsindkøb, for hun ved ikke altid hvad hun har lyst til. Men knækbrød er et stort hit for tiden. Dem spiser hun næsten hele tiden. Det og så drikker hun vand. Også om natten. Stort glas ved siden af sengen.

For resten – undskyld. Undskyld at det er ved at være en krig siden jeg har formuleret så meget som en sætning her på bloggen. Men graviditeten er nok det der har været mest skyld i den fadæse. For jeg måtte ikke sige det endnu. Camilla havde en veninde der var i thailand og først kom hjem i gang i sidste uge, og hun skulle ikke have læst det på bloggen før Camilla fik det sagt. Fair nok. Og så var vores forstander også på ferie og kom først hjem her i fredags. Og ham ville jeg også gerne lige få en snak med før jeg gjorde det helt officielt, eftersom det at vi skal have et barn har ret så store konsekvenser for os, på mere en den helt personlige familieforøgelsesplan. Jo, jo, jeg kunne bare have skrevet om noget andet, men jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at skrive om noget som helst andet end at Camilla er gravid og jeg skal være far. Nix. Alt andet synes en smule ligegyldigt. For det ikke skulle være løgn, så skulle jeg også lige skrive et rollespilsscenarie færdigt her i januar, så jeg orkede ikke rigtigt at skrive mere alligevel.

Men tilbage til det med konsekvenserne. At vi skal have et barn har tvunget os til at tage nogle beslutninger som vi ikke nødvendigvis havde taget, var vi uden lyden af små futter i den nære horisont. Vi tager nemlig hjem til Danmark til sommer. Og bliver. Vi havde overvejet at blive et år mere, men det skulle jo være et år med flere bådture, jagt, fiskeri og besøge andre steder i det grønlandske land. Noget som en stor mave og siden en lille toft jr. måske ikke helt tillader. Det kommer nok til at handle mere om ungen nu har det godt end om vi får set noget. Og så er det økonomien. Alle de chancer der har været for at få en lidt bedre løn er faldet til jorden, så rent finansielt vil det mest ansvarlige være at tage tilbage til Danmark. Jeg skal jo til at forsørge en familie. Ikke bare mig og Camilla. Damn. Får helt sommerfugle i maven bare ved tanken. Men jo, vi tager hjem. Også for at blive i den umiddelbare nærhed af den nærmeste familie. Noget jeg tror min mor vil sætte pris på. Hun har trods alt glædet sig til at blive farmor de sidste 10 år, så vil det da også være synd hvis vi boede alt for mange tusinde kilometer væk.

Nu mangler jeg bare at gøre det officielt på arbejdet. Det samme med Camilla. Hun har heller ikke fortalt nogen det endnu. Men der er en på arbejdet, der har sin mistanke. Det var nemlig en ældre kvinde på arbejdet, der fortalte Camilla, at hun var gravid. Hun er en af de ansatte, der den 23. december kiggede på Camilla og sagde at hun så anderledes ud. Det var hendes øjne. Hun var gravid. Og ganske rigtigt, dagen efter tog Camilla testen og den var god nok. Mystisk, er der findes folk der kan se den slags. Men ret det fik hun og godt det samme. For jeg glæder mig. Også i den grad.

Jeg skal famne være far!