bloguge #1: nye tider

Av. Jeg ved det godt. Min blogning de sidste par måneder har været på den ringe side af katastrofal. Men der har været en del om ørerne og dårlige undskyldninger er der nok af. Men nu kan det være nok. Der skal nye boller på suppen. Ikke at jeg har tænkt mig at skrive en roman hver aften fra nu af og så til vi drager mod de sydlige himmelstrøg (DK), men der skal lidt mere indsats på bordet. Så jeg har givet mig selv en lille test. Den næste uge skal der falde en blog hver dag, men den må ikke være lang. Jeg har jo lidt for vane at når jeg skal skrive, så skal det helst være en laaaaang svada om alt og intet, hvilket måske også er derfor jeg ikke har været så aktiv på det seneste. Jeg har simpelthen ikke orket at skulle tage fakkelen op, og skrive side op og ned. Så nu vil jeg fra nu af forsøge kun at skrive side ned. Så kan jeg skrive siden op i morgen.

Og hvad er der så sket siden sidst? Tjaa. Camilla er stadig gravid så det er godt nyt. Og hendes morgenkvalme er nu ved at være afløst af morgen/aftenkvalme, så to for ens pris. Suk. Heldigvis er hun ved at få lidt mere energi. Hun ligger ikke hele dagen på sofaen og kigger med dådyr øjne i min retning mens hun kalder ”Reeenéee.. kan du ikke lige… (indsæt: lave mad, hente noget vand, støvsuge, vaske op, hente mere frugt og/eller knækbrød)”. Ja, hun er sågar begyndt at lave mad igen. Så det er lidt sjovere at være mig igen, og sikkert også at være Camilla når det kommer til stykket. Men vi ved stadig ikke præcist hvor langt hun er henne, eftersom vi først skal til scanning den 3. marts. 14 dage mere.

Og nu har vi også fået sagt det til de folk det skal siges til. Sådan da. Der er stadig et par stykker i DK der ikke har fået nyheden (men måske læser de blog?), men ellers er vi ved at have hele vejen rundt. Jeg gav hjemmebagt morgenbrød på skolen en dag og fortalte personalet den store nyhed, efter jeg ugen forinden havde fortalt Per det og fortalt at vi nu har planlagt at tage hjem. Det var han selvfølgelig ked af, men vores beslutning var forståelig. Så personalet ved det godt, dog mangler eleverne at få det at vide. Ikke at jeg fortæller alt til mine elever, men der f.eks. et par tøser der i løbet af skoleåret har skubbet til mig og spurgt om vi (altså Camilla og mig) ikke skulle have nogle børn? Jeg slog det hen og sagde at det skulle vi da på et tidspunkt. Jeg havde ikke lyst til at fortælle at vi faktisk gjorde en indsats men der indtil nu ikke havde været held i bøssen, eller hvad man nu siger. Undrer mig egentlig også at eleverne ikke har fundet ud af et allerede, efter flere af dem er på meget god fod med resten af personalet. Jeg er åbenbart ikke særlig god sladder…

Det er nok også godt det samme.