bloguge #3: Best and worst case scenario

Jeg skal være far. Det ved jeg godt at den trofaste læser allerede ved, men der er mange ting omkring det der med at blive far jeg ikke er helt afklaret med. Og der er også mange ting som Camilla og undertegnede mangler at få på plads. Vi har nu også et halv års tid til at finde ud af det, så det går nok, men diskussioner er der nok af. Vil vi gerne vide hvad barnets køn bliver? Hvad skal barnet hedde? Skal barnet døbes? Hvor vil vi gerne have at barnet vokser op? Hvilken slags opdragelse vil vi gerne have vores barn får? Hvor stor rolle skal den øvrige familie fylde og hvad med venner og bekendte? Går vi overhovedet tid til andet end at passe den lille ny? Og hvad med mig som far? Hvilken rolle moderen får giver sig selv, men hvor står farmand, mig, i hele den her ligning? Får jeg en aktiv rolle eller bliver jeg degraderet til stik-i-rend-dreng og hjemmets eneforsørger, mens Camilla kan bruge uanede mængder af tid på den bette?

Det sidste håber jeg godt nok ikke, for det får jeg nok fra Camilla allerede før den bette overhovedet blev en realitet. Jo, Camilla har endnu engang faldet og slået sit knæ på isen. Så jeg er igen blevet tjener/slave for den stakkels klodsmajor. Sidste sommer vred hun foden rundt på farmors trappe og humpede rundt i måneder efter. Til jul faldt hun og slog sin knæskal så hun var sengeliggende i et par uger og nu det her… Og så tæller jeg ikke hendes ene uge i starten af graviditeten hvor hun var influenzaramt big time. Så stod den også på sofaligning og ”Reeeeeenéeeee… kan du ikke lige..”

Man kan da altid håbe at det ikke er så galt den her gang. Jeg krydser fingre.

Men det var faktisk ikke det jeg ville skrive om i dag. Det var mere i forlængelse af alle de der spørgsmål vi går og tumler med. For en ting er hvad vi selv kan gøre for at ungen vokser op som et bare et nogenlunde normalt menneske, men hvad med alt det der allerede er bestemt. Det vi ikke kan gøre noget ved. Gener. Hvad er det den her unge har fået fra mig og hvad har den fra Camilla? Som jeg ser det er der et worst case og worst case scenarie i spil.

Best case: Babyen er smuk som sin mor, har hendes hårpragt og hendes øjne. Den lille har desuden farmands (mit) flair for det skriftlige, familien Tofts musikalitet, min kærlighed til de skrå brædder, godt suppleret af Camillas fantastiske kreativitet, utrolige empati, åbenhed over for al mad, og som har en eventyrlyst, der aldrig vil holde han/hun tilbage. Måske som kronen på værket arve en smule pengemæssig ansvarlighed fra sin farfar og madtalent fra morfar.

Worst case: Det modsatte. En unge der ender skaldet og halvblind som sin far, og har en mild ordblindhed fra sin mors side, mit temperament og hang til overspringshandlinger, uden en tone i livet, en krone på lommen eller anden krydderi på hylden end salt og peber.

Ak, det kan gå så grueligt galt. Eller det kan blive verdens mest fantastiske unge. På den anden side bliver vi nok alligevel en af de der forældre par der bare ikke kan se at deres unge ikke er talentet. Dem der mener ungen skal blive opera sanger fordi ungens stemme skærer i ørerne, eller skal være model fordi de synes hun er charmerende.

Nah, pjat. Vi får et geni, så den slags kommer slet ikke på tale. Sov godt.