den store blog uge #6: samlebåndsdød og job i sigte

Så er der netspil igen. 8 nørder der sidder ved hver sin computer og skyder hinanden i smadder. Og jeg dør igen. Mange gange. Lige som jeg tror jeg havde skovlen under de andre så bliver man pløkket i ryggen. Igen. Men det er alligevel ikke uden underholdningsværdi.

Vi startede klokken 7 her til aften, men som sædvanlig kom vi ikke rigtig i gang før omkring klokken 22. Vi skulle lige forsøge forskellige spil før vi blev enige om et vi alle gad, og det vi så gad det var så det der tog 20 minutter og installere. Og min første installation gik så af helvede til, så det tog to gange 20 minutter før jeg var klar til at dø. Og dø. Og dø og dø.. Jeg sød også lidt nogle andre men rationen er omkring tre gange død før jeg nakker en af dem.

Ellers har dagen været en dejlig afslappende og hyggelig lørdag. Klokken 14 var vi ude med Ulrik og Merethe og deres to unger, Jonathan og Alexander Julius, og kælke. Der er en fin kælkebakke lige bag ved politistationen og efter en lille times faren frem og tilbage op og ned, tog vi hjem til Ulrik og Merethe til nybagte boller og varm kakao. Ren hygge og drengene var virkelig i sit es. Der skulle drikkes kakao og spises boller til de var stopmætte (de nåede ikke så mange boller som os andre), vises legetøj frem og leges gemme til den helt store guldmedalje. Der skulle også tælles og Alxander Julius fik fint demonstreret fra et til ti, men efter ti kneb det lidt. ”1-2-3-4-5-6-7-8-9-10-7-3-2” kom det fra ham med et smil i hele hovedet.

Det var sjov og ballade, men der var en mere alvorlig bagtanke med besøget. Deres ældste søn, Alexander Julius, lider nemlig af dyspraxi, hvilket er lidelse der hos børn hæmmer deres motorik. Hos Alexander Julius kommer det så til udtryk specielt i hans tale, hvor han har svært ved konsonanter. Og så er han hans grovmotorik lidt klodset til tider. Men hans hoved fejler ikke noget og hans energi niveau er.. lad os bare sige at han ikke behøver mere sukker end alle andre børn. Men ”lidelsen”, som er medfødt er noget der kan trænes op til at blive bedre og for at det skal ske, har kommunen nu tildelt ham 20 timer med en støttepædagog om ugen. Og så er spørgsmålet lige, hvem det er der hver uge skal træne 20 timer med den lille 5 årige charmetrold. Måske er det nemlig Camilla.

Jobbet består i at lave øvelser bl.a. gennem leg med Alexander Julius, og med jobbet følger også en oplæring i hvilket program man skal følge og hvordan man gør det bedst muligt. Så ebsøget i dag gik mest på om Alexander Julius i det hele taget kunne lide Camilla, eftersom de kommer til at spendere en hel del tid sammen. Og kunne han det, så ville Merethe og Ulrik skrive en ansøgning til kommunen og/eller Alexander Julius’ ergoterapeut, om at de synes det skal være Camilla. Og ’besøget’ gik fint. Han havde absolut intet imod Camilla, og Camilla synes også han var en dejlig dreng, så nu har hun sagt ja til at ansøge om jobbet. Og så kan vi kun vente på resultatet. Det vil være dejligt hvis hun får det må jeg sige, også selvom det kun er halv tids.

Derudover har Camilla også søgt job hos turistkontoret her i byen og på tirsdag skal hun ud og besøge Inuit Pels, for at høre om der er muligheder for nogle timer der. Så det kan jo ende med et par halv dages job giver en hel. Dejligt er det i hvert fald at der endelig sker noget på jobfronten. Tror det har været lidt hårdt for Camilla den sidste måned at sidde hjemme og ikke rigtig vide om der overhovedet er job til en som ikke taler grønlandsk. Så vi krydser fingre og håber på det bedste.

Nå jeg må tilbage og skyde.. jeg mener dø noget mere.