den store blog uge #3: en begrebsverden på vrangen

Uanset hvor smuk og dejlig grønland den nu en gang er, så har den nogle helt uforståelig og altoverskyggende dunkle sider, som jeg hverken kan eller vil forliges med. Og et af de aller værste er selvmord.

I dag fik jeg at vide at en knægt forsøgte at begå selvmord i mandags ved at skyde sig selv med et gevær. Han overlevede, ligger nu på sygehus i Danmark, men kommer ikke til at tale eller se normalt igen. Kuglen tog halvdelen af kæben, røg gennem tungen og det ene øje. Og her kommer så det værste. Knægten er kun 11 år.

Hvad er det der sker i et land hvor selvmord bliver en del af en 11 årigs begrebsverden og ikke nok med det, men også set som en acceptabel løsning på de problemer, der nu end måtte være. Jeg forstår det ikke. Og mit gæt er at der er der sikkert en hel del andre der heller ikke gør. Både grønlændere og danskere zuzammen. Det er simpelthen for sørgeligt og alle mine tanker går til den stakkels familie der nu sidder tilbage og tænker på hvad fanden der gik galt. For det er et problem heroppe.

Det første år jeg var heroppe skete der 55 selvmord. Det er rundt regnet et selvmord om ugen. Og med et så lille land, hvor alle kender alle eller kender en der kender en, så kommer et selvmord hurtigt til at ramme rigtig mange mennesker. Og det er måske også der man skal finde kimen til hvorfor en 11 årig dreng kender til begrebet ”selvmord”. Det er nemlig alt for synligt heroppe. Alle kender en der har begået eller forsøgt selvmord.

Sidste år havde vi en ung knægt der skød hovedet af sig selv nede i en båd i lystbådehavnen. Det var den 11 åriges fætter. Måske har det, at fætteren skød sig selv, et eller andet sted legaliseret selvmord som en mulighed for at løse problemet for den stakkels knægt, der nu ligger på hospitalet med ar for livet. Selvmord smitter. Kort og godt. Ja det er sikkert desværre hverken første eller sidste gang den slags sker heroppe. Uforståeligt og alt alt for sørgeligt.

Sorry, jeg slutter nu. Det var et lidt hårdere emne at skrive om end jeg regnede med. Et eller andet sted bliver jeg både utrolig trist til mode, men samtidig så edderbrodereme rasende. Ikke på nogen bestemt. På det hele. For der er fanme noget galt når en 11 årig forsøger selvmord. Det skal ikke kunne ske. Punktum. Det giver ikke mening.

Uforståeligt.

Sort.

Sørgeligt.