den store blog uge #4: Kunsten at bo sammen med sin kone

Nu har jeg snart været gift et helt år, men Camilla og jeg har immervæk kun boet sammen lidt over en måned, så det kræver en smule tilvænning. For os begge to. Jeg mener, jeg er jo den lettere tilvante drengerøv med computerspil, lidt for meget cola, serie kigning, hurtig madlavning og gerne rester op til flere dage i træk eftersom jeg laver STORE portioner og generelt lidt af en forkælet singlefyrs tilværelse uden den del der hedder gå i byen og score damer. ’Byen’ nøjes med at være sporadiske besøg i klubben, aftener til skolens netcafe, eller settlers aftener hos Per. Men det kan jeg jo ikke helt længere. I hvert fald ikke bare sådan uden lige. Der er jo kommet et kvindemenneske man skal tage hensyn til. Og heldigvis for det.

Forstå mig ret. Jeg elsker Camilla over alt på jorden, men det her bo sammen noget, det kræver altså en hvis tilvænning. For eksempel skal der laves varm mad hver dag. Og det skal være vegetarisk, dog med fisk en gang i blandt. Så ingen saftige bøffer eller frikadeller (med mindre de er lavet af blendede bønner blandet med blendede grøntsager og ris, linser og den slags), og heller ingen store blodige steaks (medmindre vi altså taler tun steaks, der så heller ikke er blodige). Nu er situationen dog ikke så grel at jeg ikke må få kød hvis jeg gerne vil have det, men jeg synes bare det vil være lidt mærkeligt at vi ikke spiser det samme, når vi nu skal lave mad sammen. Så jeg forsøger så vidt muligt at spise det samme som tøsen. Og jeg klager altså heller ikke. Det smager fremragende, også selvom det er sundt. Hun kan jo nogle tricks, men ingen tvivl om at det ville være mere spændende sådan rent grønsagsmæssigt at bo alle andre steder end i Grønland, her hvor udvalget er småt og prisen høj. Men vi er ved at lære at leve med det. Dog nægter vi at købe bakken med champignon til 40 kroner, og agurken til 25 kroner hører til ren luksus. Vi købte en sidste weekend da Camilla bestemte sig for at vi skulle have burger (jeg havde sukket efter en burger et stykke tid). Så vi bagte selv burger boller, gjorde fyld klar og hvor hun som bøf brugte stegt knold selleri, brugte jeg så en sydende lækker bøf af hakket moskus kød… mmmmm… jeg siger jer det var gode sager. Så kød kommer der da på bordet en gang i blandt.

En anden ting er opvasken. Alene i lejligheden kunne jeg sagtens ignorere en opvask i meeeegeeet lang tid (flere uger hvis den var specielt ondskabsfuld), men det går ikke i Camillas verden. Der skal der i stedet for være pænt og nydeligt i køkkenet og opvasken klares hver eneste dag. Se, det er der jo ikke noget i vejen for, men desværre forventer hun jo så også at jeg tager del i denne tvangsneurose. Jeg forsøgte at snige mig uden om med undskyldninger om PG rapporter, vigtige ting på computeren (”jamen jeg er næææsten færdig skat”) og tusind andre dårlige undskyldninger. Det gik også fint indtil for et par dage siden hvor jeg fik en ordentlig overhaling. Jo jeg havde røde ører og må slå mig til tåls med at det nu er ’vores’ tvangsneurose.

Og så er der vasketøjet. Vi har som bekendt ikke selv en vaskemaskine, så al tøjvask foregår på skolen, hvilket jeg da jeg var alene sørgede for at skete så sjældent som overhovedet muligt eftersom det indebære at tage en kæmpe sportstaske på nakken, taget hen på skolen, vaske og så tage en kæmpe sportstaske fuld af halv vådt/klamt (ergo meget tungt) vasketøj tilbage igen. Det er bare ikke lige det jeg glæder mig til den ene eller to gange om måneden det blev til. Men nu er vi to. Og da hun har det med vasketøj som hun har det med opvask så ved vi jo godt hvad klokken er slået. Ak. Jeg siger dig jeg er allerede træt af at cykle vasketøj frem og tilbage. Hele TO (jeg gentager TO!!!) gange er det blevet til bare denne uge! (måske fordi vi ikke vaskede sidste uge, men det er jo historien fuldstændig irrelevant). Så nu har Camilla fået jobbet at finde en vaskemaskine i en fart. For en gang skyld har vi økonomien til det, og hvis ikke vi havde pengene, så skulle jeg nok finde dem, om det så betød at jeg ikke kom hjem til sommer. Tanken om mig i pendulfart med vasketøj på ryggen hujer mig bare lige så lidt som Pia K. som statsminister.

Men det hele er altså ikke lutter selvopofrelse. Der er så absolut også fordele ved at have sin kone i huset. Der er rent og pænt. Der er altid nogle at snakke med, nogle at komme hjem til, nogen at se middelmådige amerikanske serie med. Der er god mad hver dag (ikke at det kun er hende der laver mad altså, for eksempel skal jeg lave pizza på lørdag, så kom ikke her). Man kan sove i ske. Og så er det lidt sjovere at holde pyjamas weekend når man er to.

Jo, det er sgu nok ikke så tosset alligevel.