tirsdag, marts 11, 2008

den store blog uge #2: Very High Frequency

Så blev det igen tirsdag, hvilket betyder hjem fra arbejde, afslapning i kun en times tid, så madlavning, slå mave sammen med konen og så af sted igen (dog sammen med konen). Camilla og jeg har nemlig i den sidste lange stykke tid gået på VHF kursus, hvilket i bund og grund er et kursus hvor du lærer at bruge de høj frekvens radioer de fleste har med i deres båd. Og lad os bare slå fast at det ikke er ligesom at ringe på en telefon. Man slår ikke bare et nummer ind, ringer op og siger ”Hej Bent”. Man skal vide en masse om radio jargon, hvornår man må kalde op, hvad man skal sige, hvad man skal gøre i nødsituationer, hvad der i det hele taget kvalificeres som ’nødsituation’ osv.

Jo der er dømt familiehygge hver tirsdag aften når vi tager ned til den lokale skole og får undervisning af Kuunnunnguaq, på hans egen underfundige og afslappede måde at undervise på. I dag handlede det om DSC (Digital Selective Calling), GMDSS (Global Maritime Distress and Safety System) og bestilling af radiosamtaler. Vi lærer om hvilke kanaler der hører sig til i hvilke situationer, tidspunkter for trafiklister, frekvenser for special udstyr som Navtex, EPIRB (Emergency Position-Indication Radio-Beacon), og alle mulige og umulige ting man skal huske til eksamen der efter sigende er sat til den 27. marts. Her skal vi kunne svare på de ovenstående mystifystiske ting (heldigvis giver det lidt mere mening jo mere tid man bruger på det), men også huske opkaldsprocedure for nød-, il-, sikkerheds- og almindelige opkald. Nød (opkaldet starter med 3 x MAYDAY) er når der er overhængende fare for dig eller din båd og du behøver hjælp lige nu. Il (her startes med 3x PAN PAN) er når du er i vanskeligheder men ikke i overhængende fare for liv og lemmer lige nu. Men il-situationen kan udvikle sig til nød, hvis ikke man får hjælp. Det er jo ikke helt ufarligt for eksempel at drive rundt uden benzin på båden, hvis vejret trækker op til storm. Sikkerhedsmeldingen (det er 3 x SECURITE) er hvis man finder objekter i vandet (containere, skibsvrag eller lignende) der kan være til fare for andre. Så melder man det til alle stationer (herunder kystradioen, der så sender det videre).

Men jo, vi forsøger at lære noget, og jeg må sige at Camilla næsten går mere op i det end mig. Hun læser en del i bogen (jeg har kun lige skimmet den), tager tests på nettet og det er jo rart at vide at man har en belæst co-pilot med sig, når man er ude og sejle. I det hele taget er det rart at have noget sammen. Nu kunne hun jo desværre ikke tage skipper beviset med mig sidste år, men radiokurset her ender ud et VHF bevis, der betyder at man har lov til at have en VHF radio. Og når vi begge to tager kurset så har vi da dobbelt chance for at bestå… det går nu nok. Uanset så har vi allerede en VHF radio. Man skal jo ikke have bevis for at købe end, heller ikke for at bruge den. Men har du ikke beviset så har du ikke et MMSI (Maritime Mobile Service Identity) nummer, der gør det nemmere at tilkendegive hvem du er hvis du er i nød, da du og din båd så er registreret i et eller andet register Søfartsstyrelsen har.

At den bliver registreret bliver også en enestående chance for endelig at få officielt at få ændret bådens navn til Madicken. Folk kender kun det lille orange lyn som ”Ruth”, til gengæld kender alle så Ruth. Hvis jeg siger ”ja, jeg har købt Pers gamle båd”, så siger de ”nå Ruth, ja den kan vel også selv finde vej efterhånden”. Ikke nemt at skulle sige, ”Nej Madicken”. Måske er det nemmere bare at lade den hedde Ruth. Så ved folk i hvert fald hvad man snakker om. Hvis folk bare kunne deres Astrid Lindgren, så var det hele bare lidt nemmere.

Mig: ”Mayday mayday mayday, kalder alle stationer, Her er Madicken Madicken Madicken.”
Ternen: ”Mayday Madicken her er Ternen. Er du sikker på at du hedder Madicken, jeg kender ikke noget skib af det navn”.
Mig: ”Madicken er den der lille coole orange lyn”
Ternen: "Siger mig ikke noget"
Mig: "Pers gamle båd?"
Ternen: ”Nårhh, Ruth”
Mig: ”Glem det, jeg vil reddes af nogle andre”.

Nå, men jeg vil i seng og drømme om VHF, DSC, MMSI, NAVAREA, EPIRB, MAYDAY, SECURITE, PAN PAN, frekvenser, opkaldsprocedure og hvad det ellers alt sammen hedder… og Madicken.

Ingen kommentarer: